Key takeaways
- Både genindspilningen af Pokémon Diamond/Pearl og portene i Monster Rancher 1 & 2 ser godt ud.
- Monster Rancher har meget mindre tiltrækningskraft på massemarkedet end Pokémon og kan føles en smule pjattet.
- Monster Ranchers største styrke er dets mindre omfang og langt mere personlige indsatser.
Jeg er langt mere begejstret for Monster Rancher 1 & 2 DX end Pokémon Brilliant Diamond/Shining Pearl, fordi jeg savner at føle en personlig forbindelse med mine væsner.
Dette betyder på ingen måde, at jeg ikke ser frem til Switch-genindspilningerne af Diamond and Pearl, bare at jeg ser frem til at spille Monster Rancher igen så meget mere. Pearl er mit yndlings Pokémon-spil, ærligt t alt, og jeg kan ikke vente med at tjekke en moderne reimagining af det. Men Monster Rancher har haft en meget speciel plads i mit hjerte i næsten 25 år.
Og jeg mener, jeg forstår det. Pokémon var et lyn i en flaske og gav verden præcis den slags monsterindsamlings-RPG, den ikke vidste, den havde brug for, og byggede derefter videre på det i årtier. Det er en sjov serie med fantastiske skabninger og mekanik, der er lige så tilgængelige, som de er uventet dybe. Jeg foretrækker Monster Rancher, netop fordi det ikke er de fleste af de ting.
A Very Different Monster Battler
Monster Rancher har en meget mere personlig tilgang med sin struktur: du bor i en lille by og har en ny ranch, hvor du planlægger at opdrage monstre. Det er om alt. Du rejser ikke rundt i landet for at "Be The Very Best, Like No One Ever Was" - du prøver at skabe et beskedent liv for dig selv.
I stedet for at udforske og bekæmpe bander og fange vilde dyr, er du langsomt ved at tjene til livets ophold og muligvis forbedre dit hjem lidt efter lidt. Selvom udforskning er en mulighed, på en måde, ved at sende dit monster på ekspeditioner (men det er stadig lok alt). Og ja, du kan stadig få imaginære væsner til at kæmpe mod hinanden for din fordel, men det er altid via en struktureret turnering.
Dine dage bliver ikke brugt på at vandre mellem byer, men snarere på træningslignende, faktisk træning - dine monstre langsomt over flere år i spillet. Du kan bestemme, hvilken statistik du vil fokusere på, og vælge, hvornår de er klar til at kæmpe i en turnering. Du vælger, hvad du skal fodre dem (forhåbentlig noget, de kan lide!) og finder ud af, hvornår du skal lade dem hvile eller skubbe dem lidt hårdere. Du kommer ikke bare ind i en tilfældig kamp og ser dem få niveauer; du plotter gradvist deres vækst.
The Ranch Is Where the Heart Is
Det er monstertræningen, der har siddet mest fast i mig efter al denne tid, og grunden til, at jeg stadig foretrækker Monster Ranchers Gobots frem for Pokémons Transformers. Monster Rancher er mere bevidst tempo, ikke så tilgængelig og mindre interessant at se på. Men det har også noget, Pokémon-spil ikke har, på trods af hvor meget fiktionen forsøger at spille det op: Monster Rancher har hjerte.
Så meget af Pokémons verdensopbygning i spillene og showet kredser om, hvordan disse væsner er venner, og hvor meget alle elsker hinanden. Men næsten ikke noget af det kommer igennem, når du rent faktisk spiller spillet. At holde en lille picnic med min Croagunk er sødt, men mekanisk behandler spillet det stadig som et værktøj til at vinde kampe eller komme uden om fysiske barrierer.
Omvendt får Monster Rancher mig til at bekymre mig om mine monstre, fordi de er mine monstre. Jeg har opdraget dem fra en baby. Jeg har trænet dem gennem årene. Jeg fodrede dem, holdt dem sunde og glade. Jeg så dem vokse op, og de lærte til gengæld at stole på mig. Og i nogle tilfælde, desværre, så jeg dem gå videre, mens årene indhentede dem.
Jeg ved, at det hele bare er tal og polygoner, men det føltes virkelig, som om jeg havde brugt virtuelle år på at bygge disse relationer, og det gjorde altid ondt at sige farvel. Det får jeg ikke fra Pokémon, uanset hvor knyttet jeg måtte blive til min Vespiquen eller Empoleon. De hjalp mig med at vinde kampe, men jeg kendte dem ikke rigtig. Jeg hentede ikke en personlighed fra dem. Jeg nåede ikke at se dem vokse op.
Når Pokémon Brilliant Diamond og Shining Pearl udkommer til november, bliver jeg begejstret. Jeg kommer til at spille mindst én af dem, og muligvis flere gange. Men nu er det bare en pladsholder indtil december, hvor jeg kan få fingrene i Monster Rancher 1 & 2 DX. Ikke fordi jeg synes, at Monster Rancher er det objektivt set bedre spil, men fordi jeg vil komme til at se (og få og møde) mine gamle venner igen.
