TFT står for tyndfilmstransistor og bruges sammen med LCD til at forbedre billedkvaliteten i forhold til ældre digitale skærmteknologier. Hver pixel på en TFT LCD har sin egen transistor på selve glasset, som giver større kontrol over de billeder og farver, den gengiver.
TFT er også en forkortelse for andre tekniske termer, herunder tid fra transmission, tekstfix test, Trinitron fladt rør og trivial filoverførselsprotokol.
TFT-fordele og anvendelser
Da transistorerne i en TFT LCD-skærm er så små, tilbyder teknologien den ekstra fordel, at den kræver mindre strøm. Selvom TFT LCD'er kan levere skarpe billeder, har de også en tendens til at tilbyde relativt dårlige betragtningsvinkler. Resultatet er, at TFT LCD'er ser bedst ud, når de ses direkte, men det er ofte svært at se billeder fra siden.
TFT LCD'er findes på low-end smartphones såvel som almindelige mobiltelefoner. Teknologien bruges også på tv'er, håndholdte videospilsystemer, computerskærme og GPS-navigationssystemer.
Hvordan fungerer TFT-skærme?
Alle pixels på en TFT-skærm er konfigureret i et række-og-søjleformat, og hver pixel er knyttet til en amorf siliciumtransistor, der hviler direkte på glaspanelet. Dette gør det muligt at give hver pixel en opladning, og lade opladningen bevares, selv når skærmen opdateres for at producere et nyt billede.
Med denne type opsætning opretholdes tilstanden af en bestemt pixel aktivt, selv mens andre pixels bliver brugt. Det er derfor, TFT LCD'er betragtes som aktive matrixskærme (i modsætning til passive matrixskærme).
Nyere skærmteknologier
Mange smartphone-producenter bruger IPS-LCD (Super LCD), som giver bredere betragtningsvinkler og rigere farver, men nyere telefoner har skærme, der anvender OLED- eller Super-AMOLED-teknologi. For eksempel kan Samsungs flagskibssmartphones prale af OLED-paneler, mens de fleste af Apples iPhones og iPads er udstyret med en IPS-LCD. Super LCD og Super-AMOLED har deres egne fordele og ulemper, men de overgår begge langt TFT LCD-teknologiens muligheder.
