Hades anmeldelse: Raise A Ruckus In The Underworld

2024 Forfatter: Abigail Brown | [email protected]. Sidst ændret: 2023-12-17 06:43

Bundlinje

Hades har en rørende fortælling, der opstår gennem rogue-lignende gameplay. Dette hurtige spil er udfordrende, men rejsen er belønningen.

Hades

Vi købte Hades til Nintendo Switch, så vores anmelder kunne afprøve den. Fortsæt med at læse for vores fulde produktanmeldelse.

Hades er et latterligt populært spil af sorten roguelike eller rogue-lite. Andre mennesker kan diskutere forskellen, men det er en proceduremæssigt genereret dungeon-crawler med en vis overførsel mellem løbene. Hades er en inderlig historie, der foregår i underverdenen, hvor vægelsindede olympiske guder kan øge faren eller hjælpe dig med at overvinde den. Efter 45 timers spil slog jeg endelig spillet og lagde min Nintendo Switch ned længe nok til at dele nogle tanker.

Indstilling/Plot: Dying to hear the story

Hades begynder med Zagreus' første forsøg på at undslippe underverdenen. Han mumler et farvel til sin far og begynder at kæmpe sig gennem kamre fulde af fjender. Olympens guder lægger mærke til ham og tilbyder velsignelser og råd, men flugten er en ensom og nervepirrende oplevelse. Jeg vidste, at jeg ikke kunne slå spillet i mit første forsøg, men det afholdt mig ikke fra at forsøge desperat at holde mig i live. Jeg vandt et par nips, før fjenderne overhalede mig, og Zagreus landede i en blodpøl.

Personerne er velskrevne med naturlig og nuanceret dialog, der altid ser ud til at passe til dem.

Historien og omgivelserne dukker op gennem Zagreus' flere forsøg på at undslippe underverdenen. Andre karakterer har meget at sige om Zagreus’ flugtforsøg, og det er gennem deres samtaler med hinanden og med Zagreus, at vi lærer så meget om historien. Karaktererne er velskrevne med naturlig og nuanceret dialog, der altid ser ud til at passe til dem.

Nyx balancerer roligt sit partnerskab med Hades og hendes støtte til Zeus. Achilles trænede Zagreus, men det er tydeligt, at han ikke helt støtter Zagreus' trods. Selv Hades, kongen af underverdenen, er troværdig som en frustreret, men kærlig far. Jeg er typen, der skynder mig gennem dialog, men jeg lyttede til det meste af Hades.

Jeg vidste, at jeg ikke kunne slå spillet i mit første forsøg, men det afholdt mig ikke fra at forsøge desperat at holde mig i live.

Gameplay: En nonstop tumult gennem underverdenen

Hades skridt væk fra perma-død-traditionen for andre roguelikes. Efter at Zagreus dør, må han kæmpe sig vej gennem kamrene igen, men han beholder sin gemmer af våben og andet godt. I House of Hades vil al den valuta, han opsamler, komme til nytte.

Nøgler låser op for våben, mørke låser op for opgraderinger ved Mirror of Night, og nektar låser op for gudernes hjerter, der belønner Zagreus med gaver til gengæld. Det er muligt at bytte disse forskellige elementer og skabe strategiske builds, men builds er afhængige af de vægelsindede RNG-guder.

I begyndelsen holdt jeg fast i en bygning, men Hades belønner spillere for at træde uden for deres komfortzone. Diamanter er en mangelvare, men skæbnerne havde masser at byde på, hvis jeg prøvede alle minde og velsignelser. Dark Thirst opfordrer spillere til at bruge forskellige våben, og det var sådan jeg fandt ud af, at jeg var ret god med det sværd, jeg droppede efter mit første løb.

At give spillere incitamenter til at eksperimentere ryster op i hvert et fangehul. Elementet af tilfældighed og de lave omkostninger ved døden holder Hades sjov. Selv da jeg gik ind med en plan, havde kamrene måder at holde mig på tæerne. Ønskede jeg at skille mig af med dyrebar sundhed for at spille på Chaos' fordele? Vil jeg hellere tage den nemme vej ved at besøge Hermes, eller vælge mellem Poseidon og Zeus?

Begge byder på stærke fordele, men at vælge den ene vil gøre den anden jaloux. Hvert løb er fyldt med disse beslutninger, men fiasko er ikke så frustrerende i Hades. Fiasko betyder en tur tilbage til House of Hades, hvor jeg kan afdække lidt mere om Zagreus’ motivationer eller Achilles’ fortid. Herefter er det hovedklap til den trehovedede hund, så er det tid til endnu et flugtforsøg. Ved at genskabe perma-døds mekanikeren lavede Supergiant Games Rogue-lite, som jeg aldrig ville holde op med at spille.

Jeg havde et problem med forestillingen. I de forskellige menugrænseflader på House of Hades var Joy-Con-drift et intermitterende problem. Markøren ville rulle ned hurtigt og kontinuerligt, hvilket gjorde det umuligt at vælge noget specifikt. Jeg var ikke klar over dette, før jeg sendte en e-mail til teknisk support, men "dead space"-indstillingen i kontrolindstillingerne løser dette problem. Dette problem er almindeligt nok til, at jeg følte, at det var værd at nævne. Det var en mindre irritation i et ellers fantastisk spil.

Grafik: Smukt detaljerede karakterer og verden

Det tog mig et stykke tid at værdsætte landskabet under de kaotiske flugtforsøg, men jeg lagde mærke til karaktererne med det samme. Nyx har kranier og måner, der pryder hendes tøj. Hun ser rolig og løsrevet ud, men slet ikke kold. Kongen af underverdenen ser ud til at være en del. Cerberus er imponerende, men alligevel charmerende. Jeg elsker karakterportrætterne.

Når jeg holdt op med at skynde mig, var jeg imponeret over, hvor godt resten af Underverdenen så ud.

Karaktererne og huset er pænt detaljerede. Fantastisk stemmeskuespil bringer dem til live. Jeg elskede også musikken og lydeffekterne rundt omkring i huset. Alt i alt er det en fantastisk ramme om de historier, der udspiller sig.

Da jeg stoppede med at skynde mig, var jeg imponeret over, hvor godt resten af Underverdenen så ud. Tartarus ligner et klassisk fangehul med søjler, springvand og fælder. Asphodel er klassisk Underworld, hvor både lavet af knogler flyder på floder af magma. Hænder uden krop når op af magmaen, og urnerne minder om kranier. Elysium er grønt og frodigt, et paradis for exceptionelle nuancer.

At overleve hvert møde betyder at navigere gennem flyvende projektiler, magiske besværgelser og fælder.

Combat er en stresstest for grafikken. Alle de gaver, jeg samlede, blev til en masse farverige eksplosioner. At overleve hvert møde betyder at navigere gennem flyvende projektiler, magiske besværgelser og fælder. Boss-kampe er helt vilde, men grafikken er altid glat.

Bundlinje

Hades er så god, at jeg var nødt til at dobbelttjekke prisen for at sikre mig, at den virkelig var $35. Dette spil bliver ved med at tilføje udfordringer, der får mig til at arbejde for hver ny del af historien. Et spil, der forbliver sjovt, selv efter det er slået, er sjældent. Fortæl det ikke til Supergiant, men jeg ville have bet alt mere.

Hades vs. Isaks binding

Brugen af græsk mytologi til omgivelserne og plottet gør Hades til en fornøjelse at spille. Som spiller træder du ind i Zagreus' liv og lærer mere om hans komplicerede forhold til andre karakterer mellem kaotiske flugtforsøg. Det er brut alt at dø, men Zagreus dukker op fra den blodige flod Styx klar til at prøve igen. Døden er ikke så frustrerende i Hades, fordi det er en anden del af historien, der bliver fort alt.

Ikke sådan med Isaks binding. At dø af groteske fjender som fjendtlig afføring og svævende hoveder er bestemt frustrerende. Mørk humor løber gennem hele spillet. Hvis du er heldig, vil ting som mors bh eller et afskåret kattehoved hjælpe dig på vej. Det er enkelt, hvor Hades er komplekst. Uden nogen overførsel mellem løbene, gider The Binding of Isaac ikke forklare, hvad det mystiske stykke afføring, du fandt, kommer til at gøre. Begge spil er værd at spille, så hvordan vælger du? Hvis en stærk fortælling fastholder din interesse, er Hades perfekt. Hvis du er ude efter en seriøs udfordring, så gå efter The Binding of Isaac.

En overraskende dyb historie under det slyngelagtige gameplay

Hades bruger roguelike mekanikker til at fortælle smukke historier. Det store udvalg af spilmekanikker gør, at hver enkelt løber gennem Underverdenen er ny og spændende. Al det sjove ligger i rejsen, hvilket gør dette spil lige så sjovt i det hundrede afspilning, som det var ved det første.