Mange videokameraer og endda nogle avancerede smartphones inkluderer en eller anden form for billedstabiliseringsteknologi for at reducere den videoslør, der skyldes rystende hænder eller kropsbevægelser.
Billedstabilisering er vigtig for alle videokameraer, men det er især afgørende for dem, der har langsomme lukkertider eller lange optiske zoomobjektiver. Når et objektiv zoomes ud til dets maksimale forstørrelse, bliver det følsomt over for selv den mindste bevægelse.
Nogle producenter sætter et mærke på deres billedstabiliseringsteknologi. Sony kalder det SteadyShot, mens Panasonic kalder deres Mega O. I. S og Pentax Shake Reduction. Hver tilgang præsenterer nuancer, men de udfører den samme grundlæggende funktion.
Optisk billedstabilisering
Optisk billedstabilisering er den mest effektive form for billedstabilisering. Videokameraer med optisk billedstabilisering har typisk bittesmå gyrosensorer inde i linsen, der hurtigt flytter stykker af linseglasset til den forskudte bevægelse, før billedet konverteres til en digital form.
En billedstabiliseringsteknologi betragtes som optisk, hvis den har et bevægeligt element inde i objektivet.
Nogle videokameraproducenter lader dig slå optisk billedstabilisering til og fra eller inkludere flere tilstande for at kompensere for forskellige slags kamerabevægelser (enten lodret eller vandret).
Digital billedstabilisering
I modsætning til optiske systemer bruger digital billedstabilisering - også kaldet elektronisk billedstabilisering - software til at reducere sløring.
Nogle videokameraer beregner effekten af din kropsbevægelse og bruger disse data til at justere, hvilke pixels på videokameraets billedsensor, der aktiveres. Den bruger pixels fra hinsides den synlige ramme som en bevægelsesbuffer til at udjævne overgangen ramme for ramme.
For digitale videokameraer til forbrugere er digital billedstabilisering norm alt mindre effektiv end optisk stabilisering. Det kan derfor betale sig at se godt efter, når et videokamera hævder at have "billedstabilisering". Det er muligvis kun af den digitale variant.
Nogle softwareprogrammer anvender et stabiliseringsfilter på videoen, selv efter den er blevet optaget, ved at spore pixelbevægelserne og justere rammen. Men denne teknik resulterer i enten et mindre beskåret billede eller ekstrapolering for at udfylde de tabte kanter.
Andre billedstabiliseringsteknologier
Selv om optisk og digital stabilisering er mest almindelig, forsøger andre teknologier også at rette ustabil video.
Eksterne systemer stabiliserer f.eks. hele kamerahuset. Et gyroskop fastgjort til kameraets krop stabiliserer hele riggen. Professionelle videografer bruger værktøjer som dette, som ofte tilfældigt omtales som en 'steadicam rig', men teknisk set er Steadicam et navnemærke, der skaber forskellige stabilisatorer.
Og glem ikke den mest almindelige og brugervenlige stabiliseringsmetode: dit trofaste stativ.
